Indiens fascinerende mangfoldighed

I flyet fra Bangkok til Chennai mødte vi en berejst amerikaner med indiske rødder, der fortalte os om sit forhold til landet. Det var det eneste sted i verden, hvor han altid fik problemer med maven, og efter kort tid blev han træt af de skel, som klasse- og kasteystemet stadig skaber.

I lufthavnen mødte vi en ung inder, der havde studeret i udlandet. Han sagde, at hvis man lærer at håndtere de indiske tog og de indiske bureaukrater, så kan man få en god rejse. Han undrede sig også over, at en nation, som havde opført Taj Mahal, havde så mange grimme moderne bygninger.

Således forberedt kastede vi os ud i Chennais overvældende menneskemylder.

I løbet af et par dage så vi hinduistiske templer, kristne kirker og muslimske moskeer. Vi besøgte byens museum med glimrende religiøs kunst. Vi så rød- og hvidkalkede engelske huse fra kolonitiden i pittoresk forfald. Vi gik forbi såvel attraktive velhaverboliger bag høje mure som lerklinede slumhytter langs stinkende vandløb. Vi så tsunamiens spor ved kysten. Vi mødte kvinder i smukke sarier og mænd i nystrøgne skjorter med et bomuldsklæde om livet. Vi gav mønter til tiggende spedalske med tykke elefantben. Vi passerede mennesker, der havde samme grågrumsede farve som det fortov, de boede på. Vi fik sorte fødder i sandalerne og en grim hoste af forureningen. Vi blev forfulgt af taxachauffører, der manglede kunder. Vi deltog i en bustur med guide, hvor højttaleranlægget var så skrattende, at ingen forstod, hvad der blev sagt. Vi besøgte en internetcafe med en god og hurtig forbindelse. Vi fik velsmagende sydindiske måltider.

Vi mødte kort sagt Indiens fascinerende mangfoldighed.

Vores rejse

Fra Chennai tog vi toget til Thiruvananthapuram for at besøge Mitraniketan, der uddanner fattige kasteløse og stammefolk. Her mødte vi mange glade elever og idealistiske lærere beskæftiget med at skabe integreret udvikling og uddannelse for landbefolkningen. Vore samtaler med stedets grundlægger og direktør Sri K. Viswanathan, som gengives i et selvstændigt indlæg på hjemmesiden, bidrog til at skabe forståelse for de globale perspektiver i Mitraniketans dialogorienterede uddannelsesstrategi. Den er inspireret af blandt andre inderne Mahatma Gandhi, Rabindranath Tagore og danskeren N.F.S. Grundtvig. Mitraniketan er medlem af den internationale venskabsorganisation Servas, som skaber kontakter mellem lokale værter og rejsende. En af skolens ansatte, der var vokset op i nærheden af Mitraniketan fortalte os om sit liv.

På Mitraniketan mødte vi en tidligere højskolekollega og ven, Linda Nielsen, som vi fulgtes med i et par uger. I kraft af sin baggrund som religionshistoriker bidrog hun til at sætte vore oplevelser af Indiens religiøse mangfoldighed i relief.

Sammen med hende tog vi videre til Allappuzha, som var udgangspunkt for en tur på Keralas vandveje. Vi tilbragte et døgn på en moderne udgave af en traditionel risbåd, der blev staget frem ad kanaler og indsøer. Det gav indblik i befolkningens gøremål fra fiskeri over madlavning til tøjvask, det var tillige en smuk og afslappende naturoplevelse.

I den behagelige kystby Kochi har jødiske, portugisiske, hollandske og britiske indvandrere føjet kulturelle nuancer til den umiskendeligt indiske grundfarve. Vi besøgte kirker, moskeer og byens synagoge. Vi overværede en tempelfestival, hvor præster og elefanter bevægede sig rundt i området og velsignede beboerne i deres hjem. I Mantacherry Palace så vi sensuelle vægmalerier med scener fra bl.a. de store indiske fortællinger Ramayana og Mahabharata. Vi oplevede også en slangetæmmer, der optrådte for turister.

Næste stop var Madurai, hvor vi besøgte det imponerende Sri Meenakshi-tempel og Gandhi Museet, der fortæller om Indiens kamp for frihed og om freds- og frihedsforkæmperen Mahatma Gandhis tanker og arbejde.

Med udgangspunkt i Chidambaram besøgte vi Trankebar, som gennem århundreder var base for dansk handel med Indien. Når man går rundt under den nådesløse sol og besøger det lille museum på fæstningen Dansborg, er det ikke svært at forestille sig, at det har krævet eventyrlyst og mod at forlade Danmark og slå sig ned på denne fremmede kyst i begyndelsen af 1600-tallet.

I Pondicherry fornemmer man stadig et fransk islæt, restauranter serverer glimrende franske retter, betjentene har røde kasketter, og nogle gader hedder "Rue". Her oplevede vi den andægtige stemning blandt indere og vesterlændinge i Sri Aurobindo Ashram. Vi besøgte også Auroville, som er et idealistisk projekt, der samler mennesker fra mange lande om at realisere enhed i mangfoldighed på et spirituelt grundlag formuleret af Aurobindo og hans kvindelige franske åndsfælle "the Mother".

I Mamallapuram indlogerede vi os i et ressort med swimmingpool, mange tjenende ånder og dæmpet musik til maden. På stranden blev tiggerne holdt på afstand af diskrete vagter. Vi så byens imponerende templer hugget i klippeblokke under Pallava kongernes storhedstid fra det 5. til det 8. århundrede. Vi besøgte også nogle af de mange stenhuggere, der viderefører traditionen.

Tilbage i Chennai overværede vi optagelserne i et filmstudie, de var vist i færd med at producere en af de indiske kærlighedsfilm, hvor fortællingen underbygges af fejende dans og sang. Vi gik i apostelen Skt. Thomas fodspor. Vi besøgte også museet for swami Vivekananda, der formulerede sit budskab om sammenhængen mellem alle religioner i årtierne omkring forrige århundredskifte.

Efter en togrejse på 28 timer ankom vi til Kolkata, der indtil begyndelsen af det 20. århundrede var hovedstad i Britisk Indien. Dens omskiftelige historie fortælles i et avanceret multimediemuseum på rådhuset. Victoria Memorial er et imposant minde om kolonitiden. På kunstakademiet så vi udstillinger af moderne indisk kunst. Dakshineswar Kali Tempel var hjemsted for præsten Ramakrishna, der inspirerede swami Vivekananda. Templet Belur Math, som arkitektonisk spejler verdensreligionerne, er Ramakrishna Missionens hovedsæde. Et besøg på Mother Teresas hjem for fattige døende, hvor gamle mennesker lå i en tæt pakket sovesal plejet af omsorgsfulde nonner, var en både rørende og chokerende oplevelse.

I den hellige stad Varanasi ved Ganges oplevede vi et kaotisk mylder af badende pilgrimme, mediterende, hellige mænd, yogadyrkere og turister. Vi blev betaget af de hinduistiske ligbrændinger, hvor den døde efter et bad i floden svøbes i et klæde og brændes på bål, før asken strøs i Ganges. Herfra tog vi også en tur til den buddhistiske valfartsby Sarnath, hvor Buddha holdt sin første prædiken efter at have nået indsigt, og hvor mange nationers buddhister har egne templer.

Fra Varanasi tog vi direkte til New Delhi, der er en moderne metropol med brede boulevarder, forretninger med internationale mærkevarer, cafemiljøer, tidssvarende museer og en metro under opbygning. Men også her kan trafikken gå i stå, når en hellig ko uanfægtet krydser vejen. Vi fik spændende kontakter til en dansk og en indisk kvinde, som begge arbejder i FN-systemet.

Fra Delhi kørte vi til Agra, hvor vi besøgte Taj Mahal, der er en forelsket drøm i hvidt marmor. Bygningen ligger i et smukt persisk haveanlæg, og chefarkitekten menes at være fra Shiraz i Iran. Dermed blev det tydeligt, at enderne i vores jordomrejse næsten var nået sammen.

Vi har rejst omkring 6000 kilometer med tog, busser, taxaer og autorickshaws i Indien.Togene har været gamle men ordentlige. Der er ofte gået en jævn strøm af tiggere og handlende igennem dem, og undertiden blev de bevogtet af bevæbnede betjente. Selv "luksusbusser" ligner som regel noget en smed og elektriker har bikset sammen af forhåndenværende materialer. Men vi er fulde af beundring for chaufførerne, der med en mursten under speederfoden og hornet i bund snor sig sikkert ud og ind mellem hellige køer, legende aber, fodgængere, cyklister og motoriserede trafikanter på veje, hvor "trafikken ligner et videospil," som en rickshaw-chauffør rammende sagde.

Man skal være opmærksom, når man handler. Vi er blevet tilbudt Nescafé, hvor sidste salgsdag var overskredet med et år. Vi har fået tørt brød, der utvivlsomt havde stået i solen flere dage. Vi har købt en guided tur i Kolkata, hvor guiden blev sparet væk uden varsel, fordi der var få deltagere. Vi har i områder med mange turister oplevet, at rejseagenter, taxachauffører, småhandlende m.v. næsten konsekvent lagde ud med at forlange flere gange, hvad varen burde koste.

Vi har boet på beskedne hoteller og i glimrende ofte smukt indrettede guesthouses, hvor man kommer tæt på værternes dagligliv. Undertiden har vi slappet af ved at opsøge luksus. I Indien kan man købe fred og komfort for mindre end halvdelen af, hvad det koster at bo på et nedslidt dansk hotel. Målt med dansk alen er alting billigt - selv når man bliver taget ved næsen.

Ris på palmeblade

Indien er der, hvor peberet og mange andre krydderier gror, og det præger i det indiske køkken. Saltbøsser har kun et lille hul, mens peberbøsser har mange store.

En af de første dage i Chennai, blev vi præsenteret for et typisk Tamil Nadu måltid under kyndig vejledning af tjenerne på en vegetarisk restaurant. Det bestod af en stor portion ris serveret på et palmeblad, hertil mange små skåle med forskellige former for fint krydrede, stuvede grøntsager og saucer. Frisklavet yoghurt slukker branden efter stærke krydderier. Inderne blander ris og grøntsager med højre hånd og spiser med fingrene, mens turister får ske og gaffel. I det sydlige Indien fik vi mange lignende måltider morgen, middag og aften.

I det nordlige Indien er grundlaget for ethvert måltid brød snarere end ris. Vi har fået lækkert sprødt og blødt brød, som enten var friturestegt, bagt på en varm plade eller i en konisk tandoor ovn af ler med gløder i bunden. Tandori stegt fisk, kylling og lam får en pikant grillsmag, der understreges af undertiden stærke krydderiblandinger. Indiske fisk er magre og kødfulde, fordi de lever i varmt vand, og vi har spist mange velsmagende fiskeretter.

Vi har fået vidunderlig friskpresset frugtjuice. Vi har drukket krydret te med mælk og kaffe med meget mælk, sukker og cikorie. Når te købes i boder på gaden, får man den i hånddrejede lerkopper, der smides væk efter brug. Vi har fået øl serveret i tekande og drukket af krus; på regningen blev denne drik anført som "speciel te".

Det indiske køkken varierer regionalt og afspejler landets kulturelle mangfoldighed.

Tiggere og tsunamiofre

Vi indstillede blikket på uendeligt og så lige igennem ham, da han trådte ind af døren til togvognen. Alligevel kom han hen og falbød et eller andet, som måske var en lodseddel. Da vi sagde "nej tak", stak han sin forkrøblede venstre hånd helt op i hovedet på os og spurgte, om vi havde set hans handicap. Vi bekræftede, at det havde vi, og gentog vores afslag. Han blev stående i flere minutter, inden han gik tydeligt fornærmet. Han var en af måske hundrede den formiddag, og vi havde ikke flere småpenge.

Udenfor de turistede områder, er vi blevet kontaktet af mange venlige og gæstfrie indere, som uopfordret har stillet op til fotografering eller inviteret os ind i deres hjem uden bagtanker. Men i områder med turister er vi ofte blevet mødt med en forventning om, at nød skulle honoreres med kontanter. I alle de lande, vi har rejst i, har vi mødt tiggere, men i Indien er der rigtigt mange fattige og en del plattenslagere. I det sydlige Indien, var en af årsagerne til nøden tsunamien, som ramte kystegnene den 26. december 2004.

En af de første personer, vi mødte i Trankebar, var en stor dreng, der med synlig sorg fortalte, at han havde mistet hele sin familie. Han tiggede ikke, men havde blot brug for at fortælle os sin triste historie.

Vi har hørt adskillige undertiden modstridende fortællinger om tsunamien. Om mange dræbte. Om ødelagte fangstredskaber, både og huse. Om en kirke, der blev oversvømmet under gudstjenesten. Om guesthouses og forretninger, som manglede kunder, fordi turisterne holdt sig væk. Om ukoordineret hjælpearbejde. Om embedsmænd, der ranede støtten. Om at ikke alle ramte fik del i hjælpen. Om fiskere, som nægtede at gå til havs for at få mest mulig bistand. Om at score kassen ved at sende mails med bønskrivelser til turister. Om en far, der brækkede sin søns arm, så han bedre kunne tigge. Om en landsby, som var blevet advaret i tide af en opringning fra Singapore. Om at vi burde købe et nyt kricketbræt til en dreng, der havde mistet sit. ...

Historierne er måske ikke alle sande, men rummer alligevel sandheder om katastrofens efterdønninger. Med til billedet hører også, at oprydningen var nået langt, og at vi så mange nye sponserede både, fiskenet og boliger. Den sidste aften, vi var i Indien, udløste et undersøisk jordskælv ved Sumatra advarsler om risiko for en ny tsunami. Vi måtte lede længe for at finde en telefon, der kunne ringe internationalt, for at varsko venner i Thailand, men denne gang var de advaret.

Som danske velfærdsborgere har vi svært ved at forholde os til tiggere. Vi har sjældent honoreret tiggeri med henvisning til tsunamien, men har i stedet bestilt fiskeretter, når det var muligt. Undertiden har vi taget brodden af lidt for utroværdige tsunamihistorier ved at fortælle, at vi selv oplevede flodbølgen i Thailand. Vi har ikke givet tiggende børn penge, fordi vi mener, at de har bedre af at lære andre udveje. Voksne tiggere har fået lidt, når vi havde småpenge og fandt det rigtigt eller lettest. Hannes hjerte har banket for handicappede, og Lars har kastet sin kærlighed på kønne, unge mødre med et barn på armen. - Almisser kan stille sult, men de løser ingen problemer på langt sigt, og vort bidrag til trængende indere er først og fremmest gået til et projekt, der uddanner fattige unge til at klare sig selv.

Accept af mangfoldighed

Det indiske subkontinent har gennem årtusinder tiltrukket erobrere, opdagelsesrejsende, eventyrere, kolonisatorer, forfulgte religiøse grupper, missionærer og spirituelt søgende mennesker - fra arierne over Alexander den Store, Skt. Thomas, Vasco da Gama og de europæiske koloniherrer til hippierne. Resultatet er blevet stor social, etnisk, sproglig og religiøs mangfoldighed med mange farverige kontraster.

Efter en samtale med en gruppe unge konkluderede vi, at køn, religion, kaste, klasse, hudfarve og om man er vegetar eller kødspiser stadig er betydningsfulde skel i Indien. Svaret lød: "Ja, det er det - og samtidig betyder disse ting selvfølgelig ikke en pind!"

Det fremgik også af samtalen, at skellene blandt andet viser sig, når der indgås ægteskaber. Blandt hinduer og muslimer er normen stadig, at forældrene arrangerer ægteskabet som en overenskomst mellem to familier, og ofte bor flere generationer sammen. Vi har talt med en muslimsk mand, hvis forældre var ved at arrangere hans andet ægteskab. I moderne, veluddannede kredse kan "kærlighedsægteskaber" accepteres, hvis forældrene godkender valget af partner. Når vi har færdedes i byernes parker og cafeer, har vi set, at nogle unge indere selv skaber kontakt til det modsatte køn. I aviserne finder man eksempler på såvel ægteskabsannoncer, der efterlyser en partner fra en given kaste, som annoncer, der anfører, at kaste ikke betyder noget. Vi har hørt, at fattige medlemmer af høje kaster undertiden gifter sig med velhavende medlemmer af lavere kaster. Vi har også fået fortalt, at familier med døtre kan have problemer med at honorere de ofte store krav om medgift.

I Kochi talte vi med et synligt lykkeligt ungt par, der levede i et arrangeret ægteskab. De var blevet ført sammen af forældrene efter at en ven havde gjort hendes søstre opmærksom på ham. Der var en kastes afstand mellem dem. En af forudsætningerne for ægteskabet var et positivt horoskop. Da vi spurgte, om de også ville arrangere deres nu etårige søns ægteskab, svarede hun uden beklagelse: "Måske finder han selv en kone, det er den vej kulturen bevæger sig."

Under vores rejse i Indien har vi besøgt hinduistiske og buddhistiske templer, kristne kirker, muslimske moskeer, en jødisk synagoge samt en ashram; disse religiøse steder har oftest været præget af livlig aktivitet. Ikke mindst mødet med hinduismen har været en fascinerende og fremmedartet oplevelse. Vi har mødt hellige køer, som færdes frit overalt. Vi er blevet velsignet af præster, som har givet os en rød plet i panden. Vi er blevet velsignet af tempelefanter, der for en mønt har berørt vore hoveder med snabelen. Vi har set en præst velsigne en bil, for at den skulle køre stabilt og sikkert. Vi har oplevet, at handlende velsignede deres varer med røgelse for at øge salgbarheden. Vi har været med ved mange religiøse optog. Vi har været tilskuere til traditionelle tempeldanse. Vi har været til stede ved ofring af geder i et Kalitempel. Vi har set glade mennesker oversprøjtet med farve under Holifestivalen. Og vi har overværet ligbrændinger i Varanasi.

Vi har mødt hinduismens farverige ritualer, og vi har mødt dens accept af anderledes troende. Mange hinduer formår ikke blot at tolerere andre religioner, men at forstå dem som udtryk for en ligeværdig religiøs stræben. Vi har set Kristus hænge side om side med hinduistiske guder i private hjem. Vi har talt med indere, der både går i tempel og i kirke. Vi har mødt mennesker, som stolt fortalte, at i deres by var der mange forskellige religiøse samfund, som levede fredeligt sammen og udvekslede delikatesser med naboerne ved hver deres højtider. Vi har læst filosofiske skrifter om, at alle religioner er udtryk for søgen mod en fælles religiøs sandhed. Nogle af dem er så smukt og åndrigt formuleret, at de næsten får os til at ønske, at vi selv var troende.

I Indien er religion og politik forbundne kar. Det moderne, demokratiske Indien vandt sin selvstændighed i 1947, det kostede imidlertid konflikter ikke blot med de britiske koloniherrer, men også mellem hinduer og muslimer. Resultatet blev delingen i Indien og Pakistan, som yderligere var opdelt i et vestligt og et østligt område; 25 år senere blev Østpakistan til Bangladesh. Frihedshelten Mathatma Gandhi, der kæmpede med ikke voldelige midler og var talsmand for et samlet Indien med såvel muslimer som hinduer, blev offer for en fanatisk hindus kugle i 1948. Efterfølgende politiske ledere har fået en lignende død. Der har løbende været konflikter mellem Indien og Pakistan bl.a. om provinsen Kashmir, men parterne synes nu at komme hinanden nærmere. Mens vi var i Indien spillede Indien og Pakistan kricket, og kort tid efter vores afrejse åbnede en busrute mellem landene.

I 90'erne havde hindunationalismen vind i sejlene, men valget i 2004 bragte en sekulær alliance ledet af Kongres Partiet til magten.

Ganesh med en Mac

I USA mødte vi amerikanere, der var irriterede over, at når de ringede til deres bank i samme by, kom de til at tale med en ung inder, som var blevet forsynet med et amerikansk navn og en amerikansk accent, men arbejdede på et call centre i Indien. Udflytningen af amerikanske arbejdspladser til bl.a. Indien var også et tema i valgkampen forud for det amerikanske præsidentvalg.

I Kolkata så vi udstillingen "Compass 2005 - The East India IT Show", som skulle bidrage til at styrke Vestbenegalens image på det teknologiske område. Indien er på vej ind i det 21. århundrede, men dets årtusindgamle traditioner lever. Ansatte i nogle private og offentlige indiske firmaer dyrker yoga for bedre at kunne håndtere deres stressede hverdag.

Under vores rejse i Indien mødte vi en svensk højskolelærer, som var kommet regelmæssigt i landet gennem 19 år. Da vi spurgte ham hvorfor, svarede han: "Det skyldes vist, at jeg aldrig rigtigt har forstået, hvad der sker i det her land."

Vi har heller ikke forstået, hvad der sker i Indien, men i stenhuggerbyen Mamallapuram købte vi en lille fint udskåret figur af guden med elefanthovedet, Ganesh, som bl.a. er skrivernes gud. I stedet for den knækkede stødtand, han normalt bruger til at skrive, var han udstyret med en Macintosh laptop. Måske er han et billede på det moderne Indien.

Vi har haft problemer med maven, vi har håndteret såvel togene som bureaukraterne, og vi har haft en god rejse, så vi er rede til at komme tilbage for at besøge steder, vi ikke nåede, og lære mere om Indiens fascinerende mangfoldighed.

Marts 2005

Tilbage til Jordomrejse 2004-05