Schwerin.

Berlinmurens fald gjorde mig trist

Vi mødte Klaus Helms og hans kone Marita i deres hyggelige hjem I Schwerin. Klaus har arbejdet for De Tyske Jernbaner det meste af sit liv. Inden interviewet fortalte han, at han stadig var kommunist og derfor ikke en typisk tidligere DDR-borger.

a bowl of bananasKlaus.

Politiske ekstremer er en af mine hobbyer

Jeg holdt op med at arbejde for lidt mere end et år siden og har endnu ikke helt fundet mine rutiner. Min arbejdsplads i De Tyske Jernbaner flyttede til Berlin, og jeg fik en fratrædelsesordning, så jeg kunne arbejde på deltid i en periode og slet ikke i en tilsvarende periode. Det betaler jeg med en lønnedgang og reduceret pension. Jeg forlader officielt mit job i 2020.

Jeg står op omkring klokken otte om morgenen, min kone Marita star op en halv time senere. Vi spiser morgenmad og ordner vore huslige pligter. Jeg bruger lang tid på aviserne, internettet og bøger. Jeg læser mest om historie og politik f.eks. Anden Verdenskrig, Maoisme og Trotskisme. Politiske ekstremer er en af mine hobbyer.

Om eftermiddagen tager jeg en lur. Jeg kan også godt lide at bruge tid udenfor med havearbejde eller blot at sidde på terrassen og se på fuglene. Dem holder jeg af, og jeg fordrer dem. Jeg kan godt lide at være hjemme, min kone har flere aftaler. Om aftenen går vi undertiden i biografen eller i teateret.

Vi rejser tre eller fire gange om året. Vi har været på cruises over hele verden til USA, Canada, Alaska, Middelhavet, Singapore, Malaysia, Cambodia og Vietnam. Men tropisk klima er rigeligt varmt for mig. Vi tager også bilture til steder som øerne Rügen og Usedom i Østersøen. Næste uge kører vi til Leipzig og Wernigerode. Marita laver billedpræsentationer om vore rejser.

Jeg arbejdede for De Tyske Jernbaner

Jeg blev født som enebarn i Crivitz i 1957. Jeg boede sammen med mine forældre og bedsteforældre og var bedstemors barn. Det var en rigtig god tid. Efter tolv års skolegang kom jeg i hæren i tre år. Jeg var filmoperatør for grænseværnet langs floden Elbe, men så kun grænsen et par gange. Mens jeg var soldat skød en desertør fra den nationale folkearme (NVA) to vagter, der sov på posten, og tog til Vesten. Det var en dramatisk oplevelse.

I 1978 begyndte jeg at studere i Berlin, men var ikke rigtig motiveret for det. Så jeg droppede ud og fik et job som transportarbejder i De Tyske Jernbaner. Min far og onkel arbejdede også for selskabet. Men arbejdet tilfredsstillede mig ikke intellektuelt, og fra 1980 studerede jeg statistik i Berlin i fire år. Efter min eksamen fik jeg et job som regnskabsfører i De Tyske Jernbaner, og det er, hvad jeg har lavet i næsten hele mit arbejdsliv.

Den eneste pause var, da jeg flyttede til Neubrandenburg med min første kone og arbejdede i en farmaceutisk virksomhed i fire år i slutfirserne. Efter vores skilsmisse vendte jeg tilbage til Crivitz og begyndte at arbejde for jernbanerne igen. Marita og jeg flyttede ind i dette nybyggede hus i Schwerin efter vores bryllup i 1996. Nogle af husene her blev opført af et dansk firma.

Jeg var propagandist

I Neubrandenburg arbejdede jeg som frivillig propagandist for Freie Deutsche Jugend sammen med en kollega, som jeg senere fandt ud af havde været medlem af Rote Armee Fraktion i Vesttyskland. Hendes navn var Silke Maier-Witt. Til min overraskelse så jeg i nyhederne, at hun blev arresteret I 1990. Vi var begge medlemmer af SED. Jeg blev kandidat til partiet som attenårig af overbevisning og fuldgyldigt medlem et år senere.

Fra mit nuværende perspektiv kan jeg se, at vi var indoktrinerede, men det gjaldt også for mennesker i Vesten tror jeg. Vesttyskere kunne komme til Østtyskland, men gjorde det sjældent, for dem var det som at tage til Sibirien. Mange mennesker i Østtyskland kunne også tage til Vesttyskland, f.eks. for at besøge slægtninge, nogle af dem blev i der, men de fleste kom hjem igen. Mennesker flygtede ikke kun fra Østtyskland, nogle flyttede den anden vej.

Her kommer Marita, der arbejdede i den offentlige administration, ind i samtalen og fortæller, at hun blev medlem af SED under pres for at kunne komme på universitetet. Hendes arbejdsgiver rådede hende også til ikke at besøge sin bedstemor i Vesttyskland på hendes 90-års fødselsdag af politiske grunde. Maritas søster, der var frisør, kunne tage til fødselsdagen.

Mange østtyskere blev skuffede

Klaus fortæller, at han havde personlige problemer efter sin skilsmisse og derfor ikke rigtig oplevede forandringerne, da Berlinmuren faldt I 1989. Da jeg besøgte en ven i Berlin så jeg demonstrationerne og indså, at det var slutningen på DDR. Det gjorde mig trist, jeg ville have foretrukket, at landet havde overlevet, men det ønskede de fleste mennesker ikke.

Mange østtyskere blev imidlertid skuffede, fordi de ikke fik, hvad de have håbet på. Lønningerne er f.eks. stadig kun 82% af vestlige lønninger, det gælder ikke for mig selv, men jeg tænker også på andre mennesker. Marit har et andet synspunkt. Mange ting var ikke dårlige i DDR, sige hun, men for hende betød forandringerne frihed fra politisk pres samt nye muligheder for at rejse over hele verden og ikke kun til socialistiske lande. Rejser er en vigtig del af hendes liv.

Klaus besøgte Sovjetunionen og Polen på arbejdsferier i sin studietid. Han hjalp med at bygge en betonvej i en sovkhoz nær Moskva. Arbejdet var primitivt og ineffektivt, og Jeg fik fornemmelsen af, at det i virkeligheden ikke betød noget, om Zaren, Lenin, Stalin eller Gorbatjov regerede landet. En gruppe russiske mænd tilbragte hele dagen med at drikke vodka ved en flod og inviterede os til at gøre det samme på en varm dag. Et mindesmærke for soldater, som var faldet i Anden Verdenskrig var helt dækket af ukrudt, og vi tyske studenter rensede det. Det var en modsigelse, at på den ene side var Sovjetunionen en betydningsfuld verdensmagt og på den anden side, fungerede simple hverdagsting ikke. I Polen hjalp vi med at bygge sporvognsskinner i Warszawa, der blev jeg chokeret over polske arbejderes antisemitisme under socialismen.

Efter genforeningen i 1990, skete der konstant organisationsændringer i De Tyske Jernbaner. Jeg udførte det samme arbejde på det samme sted, men for mere end ti forskellige firmaer. Jeg var i et nyt selskab og fik en ny ofte vestlig chef hvert år. Det undrer mig, hvordan vi fik togene til at køre trods omstillingerne. Min uddannelse i statistik fra DDR blev godkendt, men mange måtte tage et ekstra semester eller to, det var en måde at gøre os til andenklasses borgere.

Det er vigtigt at være sandfærdig

I flere år var jeg kasserer i den tysktalende afdeling af den venstreorienterede fagforening Industrial Workers of the World (IWW), Den dækker Tyskland, Schweiz og Østrig. Jeg har også været medlem af De Tyske Jernbaners arbejdsråd for IWW. Jeg blev valgt til posten to gange, sidste gang fik jeg stemmer nok til mere end tre sæder, men jeg var vores eneste kandidat. Det er jeg meget stolt over. På min Facebook-profil linker jeg til beretninger om historiske begivenheder i arbejderbevægelsen.

Jeg har været venstreekstremist siden min ungdom. Jeg lyttede til Radio Tirana hver mandag aften, og jeg sympatiserede med albansk politik. Albanerne sagde, at man skulle stole på sin egen styrke, og jeg kunne ikke lide, at DDR havde fået et lån i Vesttyskland. Jeg mente, at SED havde nået det østtyske folks hoveder, men ikke deres hjerter. Jeg skrev et brev om det til den albanske ambassade og blev kontaktet af repræsentanter for Stasi. Mens jeg studerede i Berlin blev jeg rekrutteret som frivillig Stasi agent i to år og skulle skabe kontakter til den nordkoreanske ambassade samt til albanere og nordkoreanere på Leipzig messen. Jeg fandt det spændende at opleve, hvordan Stasi opererede.

Fra 1990 til 95 var jeg medlem af Deutsche Kommunistiche Partei. Jeg forlod det igen, fordi det havde tætte kontakter til Nordkorea, som jeg opfatter som et monarki ikke et socialistisk land. Jeg er stadig kommunist, men ikke længere partimedlem. Nu mener jeg, at fagforeninger er vigtigere end politiske partier. Næste uge har vi et IWW møde i Leipzig.

Jeg er et politisk menneske, og jeg er stolt af, at jeg ikke har ændret holdning. Jeg har været heldig, at det har været muligt at fastholde mine idealer hele vejen. Efter Berlinmurens fald blev jeg udspurgt af min arbejdsgiver om mit arbejde for Stasi og fortalte sandheden. Konklusionen blev, at jeg kunne fortsætte i mit job, men med en enormt reduceret ansættelsesperiode ved jernbanerne, som også medførte reduceret løn i mange år. Da jeg fejrede mit tiårsjubilæum i 2000, undrede mine kolleger sig over den korte tid. Jeg fortalte dem sandheden, men de valgte mig alligevel til arbejdsrådet nogle år senere.

Jeg finder det vigtigt at være sandfærdig. Det er også vigtigt for mig at være et stædigt oksehoved eller ”Ossenkopp”, som det hedder på plattysk, fra Mecklenburg. Når jeg har været på farten og ser Mecklenburgs marker, så er jeg hjemme igen.

Mine vigtigste håb for fremtiden er et langt sundt liv med Marita og fred på jorden.

På vej ud viser Klaus os med et smil en Donald Trump kasket fremstillet i Vietnam og købt som souvenir i Amerika, inden Trump blev valgt.

a bowl of bananasKlaus og Marita.

a bowl of bananasEfter interviewet tildelte Klaus os denne DDR-medalje.

September 2018

Tilbage til Europa 2018

Tilbage til rejsebrev fra Tyskland