California som bolig i Nordirland.

Kulturcamping

Vi har kørt næsten 9.000 kilometer og camperet i 24 britiske byer i løbet af 69 dage. Vi har besøgt 10 britiske UNESCO verdensarvssteder. Store afstande er tilbagelagt på det europæiske kontinent. Turen fra Danmark til Storbritannien blev lang, da færgeruten mellem Esbjerg og Harwich blev nedlagt

A bowl of bananasCalifornia som bil i Skotland.

Veje og vejr

De lange stræk har vi taget på motorveje, de korte på smalle biveje med stengærder, levende hegn og hyggelige landsbyer med huse af natursten. Vi har kørt gennem smukke nationalparker, i lyngklædte bjerglandskaber, langs sandstrande og klippekyster.

Google Maps har sammen med GPS og papirkort været til god hjælp. EU’s regler om roaming til hjemmetakst har gjort Googles virtuelle virkelighed til en oplysende rejseledsager, når der ikke er et bjerg i vejen for netforbindelsen. Tidligere måtte vi downloade særlige apps og lede efter wi-fi. Mobiltelefoner og betalingskort har lettet rejselivet, men den medfølgende overvågning er foruroligende. Hvordan registreres det, at der er kø på motorvejen?

Britiske bilister viser hensyn overfor biler med rattet i den forkerte side, og det gik let at vænne sig til venstrekørsel. Vi var godt tilfreds med vore præstationer, da vi nåede Danmark efter forårsturen.

Tilfredsheden varede, lige indtil vi fik et brev med en kontrolafgift på 4.400 kr. og trusler om, at den kunne stige til næsten 18.000 kr., for at have kørt i Londons Low Emission Zone. Inden rejsen havde den officielle hjemmeside bekræftet, at vores nye benzindrevne folkevogn med tysk miljømærke på forruden var afgiftsfri. Kontrolafgiften blev annulleret, da vi dokumenterede bilens Euronorm, men det krævede flere henvendelser begge veje og tog over tre måneder.

Inden efterårsturen fik vi yderligere et fransk miljømærke samt appen Green-Zones med europæiske miljøzoner. Vi vil gerne passe på miljø- og klima, men det bør være muligt at koordinere reglerne, så bevægeligheden i Europa ikke hæmmes unødigt af stadigt flere, vanskeligt gennemskuelige ordninger. Efter at vi fik camperen, har vi reduceret vores CO2-fodaftryk ved ikke at flyve og bo på hoteller.

A bowl of bananasLow Emission Zone i London.

Vejret er omskifteligt i Storbritannien, det er ikke tilfældigt, at en solid paraply er en vigtig del af velklædte gentlemens garderobe. Ikke mindst i Wales, Skotland og Irland erfarede vi, at lag på lang med regntøj yderst er hensigtsmæssig påklædning.

”Fine day, isn’t it,” sagt enten oprigtigt eller ironisk er en sikker icebreaker. Når samtalen er i gang fortæller de fleste gerne stort og småt om deres liv og land. Vi øver os i at få gode udvekslinger med mennesker, vi møder. Vores ideal er kulturdialog, ikke kulturturisme.

Kulturcamping og kulturpolitik

Kulturcamping giver os mulighed for at rejse langsomt og oplevelsesrigt. I de næsten tre år vi har haft bilen, har vi boet i den omkring et halvt år. Begyndervanskelighederne er overstået, vi har fundet folkevognens finesser og sammensat et komfortabelt, minimalistisk udstyr. Nu griner vi af en mudret regnaften, som endte i kaos, på den første længere tur.

A bowl of bananasKomfortabel minimalisme hvor som helst.

Vi overnatter oftest på campingpladser i gå-, cykel-, bus- eller togafstand fra seværdigheder. Når bilen er omdannet til bolig, er det mest bekvemt, at den bliver stående. Foldecyklerne har kun været i brug få gange. I Storbritannien er cykler stadig mere til rekreation end til transport, og lokale har oftest rådet os til at benytte de offentlige transportmidler.

Campingpladserne har varieret fra det primitive til det luksuriøse, næsten altid med velfungerende og ordentlige toilet- og badeforhold. Priserne har svinget med standarden, det har betalt sig at blive medlem af både Caravan and Motorhome Club og The Camping and Caravanning Club. Det styrkede selvtilliden, da vi i Oxford måtte vise pas for at opnå den rabat, der tilkom medlemmer over 60.

Vi har næppe besøgt en by, som ikke havde et eller flere nye, attraktive art centres eller museer. Der er gratis adgang til mange kulturtilbud, som til gengæld beder om donationer. De sælger ofte ”souvenirguides” med formidling af høj kvalitet.

Vi har hørt gentagen kritik af en centralistisk national kulturpolitik med fokus på Londons store institutioner og topstyring af decentrale kulturprojekter.

Parlamentsvalget den 12. december havde fokus på Brexit, men Labour, Conservatives og Liberal Democrats offentliggjorde hver et ”Manifesto”, som også rummede holdninger til kulturpolitik. De ville alle opretholde gratis adgang til museer og havde forskellige forslag til at styrke kulturen over hele landet.

Det er vores indtryk, at kulturliv og kulturpolitik bl.a. på grund af britiske traditioner for involverende, folkelig community art og participatory art holder balancen mellem kulturelle og instrumentelle kvaliteter. De forbundne tendenser til oplevelsesøkonomi og kulturel bybranding er mindre påtrængende end i Danmark.

A bowl of bananas Albert Dock i Liverpool.

A bowl of bananas Gadeperformance i Liverpool.

Januar 2020.