Mitanikatean er en god arbejdsplads

Veerabhadran [Madhu], Indien

A bowl of bananas

Veerabhadran [Madhu] er administrator og lærer på Mitraniketan, som er en NGO, der arbejder med integreret uddannelse og landsbyudvikling. Mitraniketan ligger nær Thiruvananthapuram eller Trivandrum i Kerala i det sydlige Indien. Vi talte sammen i hans kontor.

Jeg bor i et hus på Mitraniketan sammen med min kone. Jeg vågner omkring klokken halv seks og læser bøger. Så hjælper jeg med arbejdet i huset. Bagefter vejleder jeg de ældre elever i tiende klasse. Det er min opgave at hjælpe dem med deres lektier og med at forstå ting, mens de er på Mitraniketan. Nogle af dem bor langt væk og ser kun deres forældre en gang om året.

Min kone og jeg spiser morgenmad sammen, faktisk spiser vi alle vore måltider hjemme og ikke på Mitraniketan, fordi vi er rene vegetarer. Det sydlige Indien er kendt for sin gode vegetariske mad. Vi spiser ikke kød, fisk eller æg, men det gør mange hinduer. Jeg kan godt lide at gå til morgensamling sammen med alle Mitraniketans elever. Der er et tema hver dag, og eleverne forbereder små indlæg om det. Det er en meget behagelig og fredelig måde at begynde dagen på.

Herefter begynder mit arbejde i skolens kontor, vi administrerer eksaminer og udarbejder indberetninger til regeringen. Vi tænker også på elevernes niveau, hvis nogle af dem har problemer, diskuterer vi med lærerne, hvordan vi kan hjælpe dem, så der er en fælles plan. Vi beder aldrig nogen om at forlade skolen, men søger altid at hjælpe. Jeg arbejder altså både som administrator og lærer, og jeg holder meget af undervisningsdelen.

Sent om eftermiddagen tager jeg mig af mine egne behov, besøger Vellanad og den slags ting. Efter middag hjælper jeg igen eleverne i tiende klasse, det gør jeg indtil klokken halv elleve.

Om søndagen har eleverne fri, og min kone og jeg tilbringer dagen med at ordne hus og vaske tøj sammen.

Jeg lavede socialt arbejde

Jeg har to søstre, og i min bardom drev mine forældre et lille tehus nær Mitraniketan. Jeg kendte faktisk det her sted lige fra jeg blev født i 1966. Nogle af de fremmede på Mitraniketan kom for at besøge vores forretning, og de syntes, at jeg var en sød dreng med sort hår. Så allerede den gang omgikkes jeg udlændinge.

Mens jeg gik i skole, lavede jeg socialt arbejde i fritiden sammen med nogle venner. Vi udarbejdede skrivelser til Keralas regering for at fortælle dem om lokalsamfundets behov. Vi manglede veje, busforbindelser og andre ting. Når vi fandt arbejdet svært, talte vi med Mr. Viswanathan, som er direktør på Mitraniketan om det. Det vi gjorde var ikke egentlig politisk, fordi det kun handlede om vores lokalsamfund.

Jeg gik i underskole nær mit hjem; det var en offentlig skole. Efter fjerde klasse kom jeg i skole i Vellanad. Jeg var en god elev, så lærerne slog ikke mig, men de slog nogle af skolens elever. Da jeg blev 18 studerede jeg i tre år for at få en bachelorgrad i historie.

Jeg fik arbejde på Mitraniketan

Da jeg blev 21 fik jeg arbejde på Mitraniketan. Jeg søgte ikke jobbet, Mr. Viswanathan bad mig om at komme for at arbejde i markerne. Efter fire år kom jeg til at arbejde på drengenes kollegium. Jeg tog mig af dem og hjalp dem. Og nu er jeg, som I ved, administrator og lærer. Jeg lærer arbejdet ved at udføre det, og jeg deltager i workshops og seminarer på Mitraniketan om sociale emner.

Jeg har også deltaget i en international sommerlejr på en dansk folkehøjskole nær København i tre uger. Jeg så dele af landet og mødte mennesker fra andre lande. Vi besøgte også danske skoler.

Når der kommer nye lærere til Mitraniketan, introducerer vi dem til vores måde at undervise på. Og hver uge har vi et møde, hvor vi diskuterer vore problemer med børnene. Alt kan diskuteres på disse møder.

Jeg har et rigtig godt job. Jeg ville få flere penge, hvis jeg arbejdede for regeringen, men her har vi frihed. Nogle af lærerne på de offentlige skoler er engagerede og forsøger at introducere nye ting, men andre er ligeglade.

I 2001 giftede jeg med min kone, der også arbejder som lærer her. Vi fandt hinanden og talte så med vore forældre om det, og der var ingen problemer, de accepterede ægteskabet.

Det er vist min livshistorie fra begyndelse og indtil nu, hvor jeg sidder ved det her skrivebord.

Jeg kan godt lide at udveksle ideer

Jeg håber, at jeg kan blive ved med at arbejde på Mitraniketan. Men jeg ville gerne undervise mere, og jeg kunne også godt tænke mig at udføre havearbejde. Jeg håber at få børn en dag, det betyder ikke noget, om det er drenge eller piger. Hvis jeg får børn, så skal de gå i skole på Mitraniketan.

Jeg kan godt lide at udveksle ideer med de udenlandske lærerpraktikanter, som kommer til vores skole. Deres måde at undervise på er rigtig god; den er mere orienteret mod børnenes behov. Jeg oplevede den samme forskel, da vi besøgte skoler i Danmark, og prøver at lære af det.

Indien udvikler sig hurtigt på grund af globaliseringen. Nu kan vi købe alting til lave priser og med god kvalitet i Trivandrum. Det betyder, at traditionelle fag her i landet har det svært. Regeringen burde på en gang fokusere på industrien og på traditionelle sektorer som håndværk og landbrug. Det er vigtigt, at bønderne udvikler deres metoder, så de kan klare sig i fremtidens konkurrence.

A bowl of bananas

Februar 2005

Tilbage til Jordomrejse 2004-05