Jeg ønsker et bedre liv for alle
Massoud, Iran
Massoud har en universitetsuddannelse som industriel manager og ingeniør. Han blev gift for seks måneder siden, og han bor sammen med sin kone i en stor, ny lejlighed i det nordlige Teheran. Vi talte sammen i deres hjem.
Jeg startede min nye forretning for nogle få måneder siden, og vores vigtigste aktivitet er import af kølesystemer til Iran. Vore kunder er produktionsvirksomheder og detailhandlere i Iran, og det er tilsyneladende et meget attraktivt marked.
Vi beskæftiger os først og fremmest med at forberede importdokumenter og indhente tilladelser fra Handelsministeriet.
Jeg vågner som regel omkring klokken otte om morgenen; jeg ankommer til mit kontor omkring klokken ti og arbejder til seks eller syv om aftenen. Men penge kender ikke klokken, og når man arbejder med penge, skal man altid være parat til at tale forretninger. Vi spiser frokost på kontoret, og vi drikker meget te, fordi vore hjerner arbejder på te.
Om aftenen taler jeg med min kone og går på markedet, i parken, i teateret eller i biografen. Det er af stor betydning for mig, men min kone foretrækker at være sammen med familien. Jeg synes, at det er nødvendigt at omgås andre mennesker for at kende deres bekymringer og idealer.
Jeg har skiftet jobs
I min ungdom var jeg involveret i politiske aktiviteter, men så blev det begrænset. Jeg havde socialistiske ideer, og jeg har læst bøger af Marx, Hegel og andre venstreorienterede tænkere. Jeg har også læst bøger som Koranen og Bibelen. Jeg er ikke religiøs, men kan godt lide at deltage i religiøse diskussioner på internettet. Mine hovedinteresser er faktisk filosofi og litteratur, men i Iran kan man ikke vælge sin egen livsbane; den afhænger af omstændighederne. Og man må følge regimets beslutninger, da der ikke er rum for protest.
Jeg blev født i 1964, og min far havde en mission i Saudi Arabien for Udenrigsministeriet. Vi kom tilbage til Iran, da jeg var fire, og flyttede til det hus, hvor min mor nu bor. Det er et beskedent, men ikke dårligt hjem. Jeg begyndte at gå i skole, da jeg var syv, og tog min afsluttende eksamen, da jeg var atten. Jeg blev optaget på universitetet som arkitektstuderende, men de afviste mig af politiske grunde. Min værnepligt aftjente jeg under krigen mellem Iran og Irak. Det var en dårlig periode, iranere levede i fattigdom, og mange blev dræbt i løbet af de otte år, krigen varede.
Efter hæren arbejdede jeg i fem eller seks år og begyndte at studere til industriel manager og ingeniør på universitetet, da jeg var 26. Jeg fik min bachelorgrad i 1995 og min mastergrad i 1998. Jeg arbejdede under studierne, og jeg har skiftet job fire eller fem gange. Jeg har arbejdet i et entreprenørfirma, i et indretnings-arkitektfirma etableret af en gruppe venner, i det iranske jernbaneforskningscenter, i et konsulentfirma i bilbranchen og som manager i to af Irans toldfrie zoner. Efter dette giftede jeg mig og startede min nye forretning sammen med mine svogre.
Vi har altid kendt hinanden
Min kone og jeg har kendt hinanden siden barndommen. Vi kendte hinanden, kunne lide hinanden og besluttede os til at blive gift. Da hendes far er død talte jeg med hendes ældste bror om det, og han accepterede ægteskabet. Derefter drøftede vore mødre sagen, de gav også deres samtykke. Vi blev gift for seks måneder siden.
I Iran er ting til hjemmet brudens families ansvar, mens ceremonien og hjemmet er brudgommens families ansvar. Men min kone og jeg har møbleret vores nye lejlighed sammen.
Inden ægteskabet underskriver brudeparret en erklæring under overværelse af en gejstlig. Så finder brylluppet sted, først som en religiøs ceremoni, siden som et selskab for familierne. Efter brylluppet bringer de kvindelige medlemmer af brudens familie ting til de nygiftes husholdning. Her i landet er ægteskab ikke blot et anliggende mellem to individer men også mellem to familier. Som du har set, har vi en god video fra vores bryllup, men bryllupsceremonier er forskellige i forskellige regioner af Iran.
Forretning er ikke et mål, men et middel
I den privat sektor må man stole på sig selv, sine talenter, sine penge, sin evne til at skabe kontakter o.s.v. Men for mig er forretning ikke et mål i sig selv; det er et redskab til at give mennesker sunde og økonomisk sikre liv. Jeg kunne godt tænke mig at opføre et bibliotek, en skole eller noget tilsvarende, som kan give mennesker livskvalitet. - Jeg ønsker at skabe bedre forhold for alle mennesker, ikke blot for mig selv.
En af mine forretningsideer er at introducere et omfattende site som Yahoo tilpasset iranske behov og betingelser. En af hovedaktiviteterne skulle være at skabe en god persisk søgemaskine på internettet, men jeg har problemer med konkurrencen på dette marked. Det har også været en del af mine drømme at flytte til Canada eller Australien, det er gode lande både for immigration og forretninger, og de har et behageligt klima.
Verden bliver mindre, ved hjælp af internettet kan man nu få venner og gøre forretninger med mennesker i andre lande. Jeg har for eksempel forbindelser i Indien og i nogle andre lande. Ligesom min forbindelse med jer ikke slutter med jeres rejse til Iran, nu har jeg gode venner i Danmark. Man kan også lære om verden gennem fjernsynet, men når man ser CNN eller BBC-World News, så er det ikke interaktivt som internettet.
Før eller senere bliver Iran nødt til at komme overens med globaliseringen, der er ikke noget alternativ til dette, men hvornår det sker afhænger af politikerne. Spørgsmålet er ikke, om vi skal have direkte forbindelser med USA, men hvem der vil indlede samtalerne.
Iranere er spredt over hele verden og klarer sig godt i de lande, hvor de bor. Det viser, at vores kultur spiller godt sammen med andre kulturer. Iran har afgjort potentialerne til at give sin befolkning et godt liv, men økonomiske og politiske forhold kan forhindre det.
April 2004