Antiracistisk deomonstration i Hamborg september 2018.

Systemet har brug for nogen som mig

Sarah er født og opvokset i Tyskland. Hendes mors familie er irakiske kurdere, hendes fars familie er tyskere. Hun har gået i dansk børnehave og dansk skole i Tyskland, har uddannet sig til socialpædagog i Tyskland og til socialrådgiver i Danmark. Hun bor sammen med sin danske musikerkæreste og arbejder i Odense, hvor vi talte sammen.

a bowl of bananasSarah.

Min opgave er at hjælpe

På en almindelig dag står jeg op ved syvtiden og tager på arbejde. Jeg er socialrådgiver i Odense Kommunes Bostøtte for borgere med længerevarende sindslidelser. Min opgave er at hjælpe mennesker, der har været i en krise med at få hverdagen til at hænge sammen. Vi sætter nogle mål og laver handleplaner, jeg bistår dem også med kontakter til sundhedsvæsenet og kommunen. Det drejer sig meget om, hvad de selv kan gøre for at få succesoplevelser. Bostøtten er et tværfagligt miljø, det er en spændende måde at arbejde på, og jeg sparrer meget med mine kolleger.

I fritiden passer jeg min kæreste og mit hus. Jeg har tidligere lavet frivilligt arbejde i musikverdenen, men det er lidt på standby nu. Efter arbejde tager jeg ofte i Studenterhuset eller på café, måske til torsdagskoncert i Konges Have. Jeg er lige startet som frivillig i Repair Café Odense, vi går imod smid ud kulturen, jeg hjælper med at reparere tøj.

Jeg er ved at lære at have hus og have, min kæreste kan gode lide at være hjemme. Vi har også en gammel Toyota camper, vi ville bare have et sted at sove, når vi var til festivaler og tog til stranden. Men vi er blevet optaget af veteranbilmiljøet, og bilen har vundet en pris som bedst restaurerede køretøj.

Mine familier

Min mors familie er irakiske kurdere, der flygtede til Bonn i 1970’erne. Som syttenårig blev hun træt af familiens muslimske normer og stak af til et krisecenter. Siden blev hun køkkenhjælp på en feriegård med heste på øen Sild i Vadehavet. Min far, der var musiker, arbejdede samme sted som militærnægter. Der mødte de hinanden. Da far flyttede tilbage til Hamborg, gik forholdet i opløsning, først bagefter fandt mor ud af, at hun var gravid.

De var begge meget unge og ved at finde sig selv. Min far meldte sig ud af samfundet, flyttede i husvogn og levede som gademusiker, sådan lever hans stadig. Min mor frigav mig først til adoption, men fortrød det og fik lov til at beholde mig. Hendes forældre fandt os og forsøgte at bortføre mig. Der skete meget i mit liv allerede som spædbarn, jeg kan ikke huske det, men det har sikkert præget mig.

Da jeg var et par år gammel forlod min mor og jeg Sild, fordi hun opdagede, at der ikke bare blev røget joints, men også var heroin i miljøet. Vi flyttede til Nibøl, hvor mor blev kæreste med Hauge. Han var en stilfærdig nordfriser, der blev som en far for mig. Han lærte mig at spise økologisk og at cykle. Hauge var interesseret i gamle biler og motorcykler og blev meget stolt, da min kæreste og jeg købte Toyotaen. Den and, jeg har tatoveret på håndleddet, er et minde om Hauge, som døde i november sidste år.

Min mor har genoptaget kontakten til sin familie, men jeg har svært ved at forholde mig til deres kultur. Mine kusiner må mange ting, men de skal hele tiden passe på, hvad andre tænker, og de kan ikke selv vælge uddannelse. Mor har kæmpet deres sag.

Det var min farmor, der skabte kontakten mellem min biologiske far og mig, da jeg var seks. Siden da har jeg tilbragt mange ferier i hendes fritidshus ved Østersøen. Min far har givet mig fornemmelse for storbymiljøet i Hamborg og for et liv, hvor man kæmper for sine holdninger.

De unge skal udfordres

Min mor gjorde rent i ferielejligheder, hun var alenemor og følte sig forfulgt af den tyske børnehave, jeg gik i. Derfor kom jeg i dansk børnehave og dansk skole, samtidig blev jeg en del af det danske mindretal. På den første skole lærte vi også frisisk, jeg forstod dansk, men kunne ikke at tale det ordentligt, så jeg skiftede skole i tredje klasse. I den nye skole lærte jeg hurtigt sproget. Mine sprog er tysk og dansk, frisisk kan jeg ikke længere, og kurdisk har jeg aldrig lært. Fra min mors kultur kender jeg mest den gode mad. Dansk blev mit og mine venners hemmelige sprog, som vore forældre ikke forstod, selvom mor tog flere danskkurser.

Skolen repræsenterede danske værdier og fulgte tyske regler. Min mor mente, den var for blød, jeg sagde, at vi ikke havde lektier for, så jeg kunne få tid til at være sammen med mine venner. De lektier, vi havde, læste jeg i sengen om natten. Hun ville tage mig ud af skolen i fjerde klasse, men jeg protesterede, og min farmor, som er uddannet lærer, støttede mig vist.

Jeg startede i gymnasiet på Duborg-Skolen i syvende klasse, men jeg havde problemer hjemme og passede ikke min skole, så jeg fik dårlige karakterer. Jeg følte mig ikke forstået lavede ikke lektier og begyndte at pjække, jeg tog skolebussen til Flensborg og hyggede mig med andre, der pjækkede. Det endte med, at jeg flyttede til en realskole Gustav Johansenn-Skolen, som lå i nærheden af gymnasiet. Det var det, jeg havde brug for, nogen der tog sig af mig og var konsekvente. De ringede til mor, når jeg pjækkede. Siden da har jeg aldrig gjort det.

Da jeg var færdig med 10. klasse, havde jeg ingen ide om, hvad jeg skulle. Jeg kom i et års praktik i en Rudolf Steiner børnehave, det var spændende og lærte mig meget om livet. Bagefter besluttede jeg at tage en uddannelse som socialpædagogisk assistent på Fachschule für Sozialpädagogik i Niebøl for at arbejde med børn. I løbet af den toårige uddannelse fandt jeg ud af, at det skulle jeg ikke, men jeg lærte meget om mig selv og blev mere reflekterende. Derfor søgte jeg ind på skolens pædagoguddannelse, det var en dejlig tid. Jeg kunne bruge mine erfaringer fra både landsbylivet og storbylivet i undervisningen.

Mine lærere anbefalede mig at læse videre for at forfølge mine interesse for socialpsykiatri. Først arbejdede jeg et år på et værksted, der hjalp mennesker med psykiske udfordringer tilbage på arbejdsmarkedet. Vi havde en webshop, som handlede med brugte legoklodser. Ad gode omveje endte jeg på socialrådgiveruddannelsen på UC Syd i Esbjerg. Jeg blev optaget, fordi jeg havde en tysk pædagoguddannelse og tilhørte det danske mindretal.

Efter socialrådgiveruddannelsen ville jeg gerne have studeret på RUC, men blev afvist i første omgang. I en arbejdsløshedsperiode fik jeg et løntilskudsjob på et værested og behandlingstilbud for mennesker med sindslidelser og misbrugsproblemer i Odense. Jeg blev optaget på RUC det følgende år, men droppede ud efter et semester, jeg er praktiker ikke akademiker.

Herefter fik jeg et job i Center for psykosocial udvikling Slagelse, de arbejdede lige efter de principper, jeg synes er rigtige. Allerede i pædagoguddannelsen undrede jeg mig over, at brugerne fik så meget medicin. I Slagelse var der fokus på mennesket og livshistorien. Hvad vil du egentlig med dit liv? For første gang så jeg fremskridt og oplevede at kunne afslutte borgere. Det bekræftede mig i alt det, jeg havde gået med i mange år. Det kan lykkes, hvis man arbejder sammen og har en fælles vision. De unge skal udfordres, ikke pakkes ind i omsorg. Systemet har brug for nogen som mig. Nogen der ved, hvorfor nogle mennesker fravælger det. Allerede som barn, var jeg nødt til at forstå min fars valg.

Siden september 2017 har jeg arbejdet i Bostøtte Nord i Odense Kommune, hvor jeg besøger borgere i hjemmet og hjælper dem med at få den hverdag, de ønsker.

Jeg bevæger mig i ekstremer

Min kæreste og jeg mødtes i Huset i Esbjerg, hvor jeg var frivillig. Vi faldt i snak i en fredagsbar, han boede langt væk fra byen, så jeg tilbød, at han kunne sove på min sofa. Siden den dag har vi været sammen. Min plan var at flytte til Tyskland igen, så jeg havde ikke tænkt mig at få en dansk kæreste. Men vi snakkede godt sammen, jeg havde ikke forventet at møde en person, der vidste så meget om den alternative verden i konservative Esbjerg. Han havde spillet i et punkband, og nu er han shouter i et metalband. Som teenager gik jeg meget til punkkoncerter og -festivaler. Vi fungerer godt sammen og har snart været kærester i seks år.

Jeg bevæger mig helst i ekstremer, jeg bliver altid fanget af noget andet end mainstream. Jeg kan godt lide at være reflekterende, og det finder jeg i de ekstreme miljøer. Jeg bevæger mig i punkermijøet, metalmijøet og de økologiske bevægelser. Repair Cafén handler både om miljøpolitik og om at være fælles om noget.

Jeg bliver også inspireret af menneskers livsverden. Jeg har ikke været meget ude at rejse, men opsøgt mange forskellige miljøer. Det har gjort mig mindre og mindre fordomsfuld, men jeg har det stadig svært med racisme og nationalisme.

Energien fra min familie gør, at jeg bliver meget optaget, når mennesker demonstrerer. Nogle gange er man bare nødt til at gå på barrikaderne for at sætte en grænse. Jeg var i Hamborg under G 20 topmødet sidste år, det er noget af det mest voldsomme, jeg har oplevet. I mit private og professionelle liv kan jeg også godt lide at udfordre på en udforskende måde.

Både min mor og far har kæmpet for det, de troede på og klaret det. I teenageårene var mange af mine venner på stoffer, det har jeg aldrig været. Det er den styrke, jeg har fået fra mine forældre. De har lært mig, at man kan magte de sten, der ligger på ens vej.

Jeg har ikke planer for fremtiden. Jeg har købt et hus med et trediveårigt lån, men det betyder ikke, at jeg skal bo der så længe. I Tyskland er man meget afhængig af sin familie som både ung og gammel. Min familie passede på mig, til jeg blev 18. Jeg forestiller mig, at jeg på et tidspunkt flytter til Tyskland igen for at tage mig af min farmor og mine forældre. De skal ikke på plejehjem, hvis det kan undgås. Jeg har tillid til, at de nok skal klare sig, min farmors søster var praktiserende læge, indtil hun faldt om som 95-årig. Familie og venner er alt for mig.

Politisk har jeg stemt på De Grønne i Tyskland, i Danmark har jeg sympati for Alternativet. De drømmer, og man skal have lov til at drømme. Jeg håber, at verden bliver lidt mere menneskelig og skruer ned for racisme og religiøs fanatisme. For mig er nationalitet ikke vigtig, vi er alle sammen mennesker, og menneskerettighederne er afgørende.

Man kan gøre en forskel i det nære, f.eks. hvilke varer man køber. Det er vigtigt at have respekt for hinanden og for miljøet, det hænger tæt sammen.

Juli 2018

Tilbage til Europa 2018

Tilbage til rejsebrev fra Tyskland