Efter et stykke tid savner jeg rugbrød
Türkan Metinoglu, Danmark og Tyrkiet
Türkan er født af kurdiske forældre i en landsby i det østlige Tyrkiet. Hun er en af en søskendflok på otte. Som fireårig flyttede hun med sin storesøster til Istanbul og som trettenårig drog hun med familien til Danmark. Türkan har to store børn. Hun fortæller om sit liv en dag efter arbejdstid i et ministerium i København.
For mig består en typisk dag i, at jeg står op og spiser morgenmad. Så går jeg på arbejde i Kulturministeriet. Når jeg kommer hjem, og børnene kommer fra skole og idrætsaktiviteter, så laver vi mad. For det meste er det mig, der laver maden. Jeg laver som regel tyrkisk mad, men prøver også danske retter. Så snakker vi dagen igennem. Det er i virkeligheden kort tid, man er sammen med børnene, jeg synes, at man bruger det meste af tiden på sit arbejde. Så laver de lektier, og vi ser fjernsyn. Der bliver også tid til at læse en bog indimellem. Af og til går vi i biografen for at gøre noget sammen. Nogle gange spiser vi sammen med min mor, mine søskende eller min veninde, som bor ved siden af.
Mine børn er enormt aktive i idrætsforeninger. Jeg har lagt stor vægt på, at de skal deltage i idræt, det giver dem et fundament i tilværelsen, så de lærer at tage ansvar. De klarer sig også godt i skolen. Børnene har tit venner med hjem, og vennerne betragter ikke mine børn som indvandrerbørn. Når vi f.eks. taler om tørklædesagen, så siger Özges veninde: "Men sådan er du jo slet ikke". Jeg synes selv, at tørklæder er ok, hvis man har det godt med det. Min mor føler sig nøgen, hvis hun ikke har tørklæde på, sådan er hun opdraget.
Jeg tror faktisk ikke, at min hverdag er meget anderledes end Idas, Mettes eller din.
Fra landsbyen til Istanbul
Jeg er født i det østlige Tyrkiet i 1963, siger min mor. I virkeligheden ved hun ikke, præcis hvornår jeg er født, det blev ikke opfattet som væsentligt. Min mor er analfabet. Det foregik på den måde, at min far fik os børn registreret, når han alligevel skulle til byen. To af mine søskende er registreret som tvillinger, men det passer ikke. Det var nemmere for min far på den måde, når de havde fået et par børn, så tog han ind og registrererede dem.
Jeg levede i en landsby i distriktet Erzincan, indtil jeg var fire - fem år. Det er en gammel armensk by. I 1968 flyttede jeg til Istanbul sammen med min søster. Jeg flyttede med, for at hun ikke skulle føle sig ensom. Forskellen mellem landsbyen og Istanbul var og er nemlig meget stor. Min mor og mine andre søskende blev boede i landsbyen. Jeg havde faktisk den lykkeligste del af min barndom i Istanbul, hvor jeg var meget privilegeret.
Fra Istanbul til Slangerup
Min far kom til Danmark som gæstearbejder i slutningen af 1960'erne, og min storebror kom nogle år efter. Meningen var, at de skulle arbejde i Danmark nogle år og så vende tilbage til Tyrkiet. Men desværre for dem blev det ikke realiteten. Min mor, mine søskende og jeg skulle så flytte til Danmark i 1976, da jeg var tretten. Men min ældste søster var for gammel til at komme med.
Det var virkelig et kulturchok for mig at flytte fra en multikulturel storby til lille Slangerup, hvor min far arbejdede på en fabrik. Samtidig blev jeg præsenteret for både hele min egen familie og dansk kultur. Jeg kan tydeligt huske, at jeg slet ikke ville bo i Danmark. Jeg ville bare flytte tilbage til Istanbul, når jeg blev atten - men tiden går jo, og efterhånden lærte jeg både min familie og Danmark at kende.
Vi var en af de første indvandrerfamilier i Slangerup. Folk så på os som de "fremmedartede", men også med interesse. De ville gerne i kontakt med os, men vidste ikke hvordan. Det var rædselsfuldt at starte i skolen. Vi var bange, vi kunne jo ikke sproget, vi kunne blot sige "ja" og "nej". Min lillesøster og jeg blev placeret i en klasse og fik intensivt dansk i de tre første måneder. Derefter kom vi i hver sin klasse. Der var ikke de store problemer, de var søde nok. Men første gang, jeg var inde i klassen, satte en dreng en spand vand op på døren, så den væltede ned over læreren. Sådan noget oplevede man ikke i Tyrkiet, det var et chok.
Vi lærte hurtigt dansk p.g.a. sprogundervisningen, og fordi vi faktisk ret hurtigt blev indsluset i kvarteret. De tog sig af os, og selvom vi ikke kunne sproget de første tre måneder, så legede vi alligevel en del med børnene. Vi kom ret hurtigt ind i grupperne og i skolen, de var ikke bange for os, og vi kom med i flokken. Vi var mest på gaden, jeg gik ikke til noget sport. Det var skole, hjem, arbejde og være sammen med vennerne. Jeg arbejdede på et champignongartneri efter skoletid. Min største drøm var at tjene til en cykel. Vi var til fester og lavede lidt ballade på gaden - ringede på dørklokker og løb væk og sådan noget.
Efter et års tid vænnede jeg mig til Slangerup. Jeg tror faktisk, at det var et godt sted for mig. Men det var forfærdeligt for min mor. Om natten hørte jeg, at hun græd og skældte min far ud over, at han havde taget hende til et fængsel. Hun kunne jo ikke dansk, der var ikke andre, hun kunne tale med eller besøge. I landsbyen i Tyrkiet var hun vant til at gå på kryds og tværs, og at naboerne hjalp hinanden. Hun følte sig meget ensom i Slangerup, selvom familien var der.
Mine ældre søskende blev gift og flyttede hjemmefra, og så rykkede mine forældre min lillesøster og jeg til København, hvor vi har boet siden. Ført boede vi på Østerbro, så købte mine forældre hus i Brønshøj. Efter at jeg havde afsluttet Niels Brock mødte jeg min eksmand i en forening, vi blev gift, flyttede til Amager og fik to dejlige unger.
Jeg arbejde i Københavns Kommune og tolkede en del. Jeg var også i en rådgivning for indvandrerkvinder, det var faktisk ret hårdt at høre på deres problemer. Inden jeg kom til Kulturministeriet arbejdede jeg for et privat forlag.
Siden jeg blev skilt, har børnene været mit livs lys. Min datter går i 3. g og min søn i ottende. Jeg prøver at lære dem det bedste fra både den tyrkiske og den danske kultur. Hjemme hos os er vi så priviligerede, at vi blander kulturer: kurdisk, tyrkisk og dansk.
Kurdisk, tyrkisk og dansk
Jeg tror, at det bedste fra den tyrkiske kultur er sammenholdet, udadvendtheden og rummeligheden. Hos os er der frit slag til at give udtryk for sine følelser. Vi fortæller hver dag, at vi elsker hinanden og giver tit kram og kys. Danske forældre kan næsten ikke give deres børn et kram, efter at de er fyldt fjorten, min søn giver mig stadig et kys på åben gade.
Men jeg har jo ikke levet i Tyrkiet i mange år, og mit forhold til mine forældre var meget anderledes. Det var mere præget af autoritet, jeg kunne ikke fortælle min mor de ting, jeg hører fra mine børn. Mit forhold til børnene er venskabeligt, men jeg er alligevel deres mor. Jeg tror, at jeg har lært det af min søsters opdragelse i Istanbul mere end af mine egne forældre.
Det bedste af det danske er f.eks. foreningslivet og frisindet, selvom danskere ikke altid er så tolerante, som de giver udtryk for. Jeg kan også godt lide, at man til fester holder taler for hinanden, og jeg elsker dansk ironi. Det danske velfærdssamfund er selvfølgelig guld værd - f.eks. sygehusene, skolerne og omsorgen for de ældre. Jeg kan godt lide, at det fungerer demokratisk.
Jeg holder jul for mine børn og køber gaver, så de ikke føler sig anderledes end danske børn. Men samtidig fortæller jeg dem, at det ikke er en tyrkisk tradition. De tyrkiske traditioner, har de mere fået fra deres far. Da børnene var små, talte han tyrkisk med dem, mens jeg talte dansk. Ungernes modersmål er dansk, men de kan klare sig på tyrkisk.
Det betyder også meget for mig, at jeg er kurdisk alevier. Alevierne, som jeg tilhører, holder ikke ramadanen, går ikke i moske og beder ikke fem gange om dagen. For os er kvinder og mænd ligeværdige. Jeg har fået meget af det frisind fra min far. Jeg er ikke religiøs - jeg er jo ateist.
Få det bedste ud af situationen
Mine børns generation fungerer anderledes, blandt de unge er åbenheden og viljen til dialog større. De er meget mere tolerante overfor hinanden, og børnene lærer meget af deres omgivelser.
Danmark vil gerne være et foregangsland og vise åbenhed og tolerance, men det sker ikke altid. Jeg bliver rasende, når jeg oplever tendenser til racisme. F.eks. når en ældre mand på gaden siger til mig og min datter: "Snak dog dansk!" Men det nedladende viser sig også, når folk siger: "Ja, men du er god nok, du er ikke som de andre indvandrere.
Det er dejligt og berigende at komme på ferie i Tyrkiet, hvor det sociale samvær er anderledes end i Danmark. Men det er et kæmpe land, tyrkisk kultur er i sig selv mangfoldig, og der sker kolossale ændringer. Der er stor forskel på landsbyerne og Istanbul. Det er godt, at børnene lærer tyrkisk. Ungerne er bare på ferie, men for mig er det anderledes at opleve tyrkisk musik og mad. Efter et stykke tid savner jeg alligevel rugbrød en lille smule. Det er jo ikke der, jeg hører til. Det er her mit arbejde, mine venner og mine børn er.
Hjemme har jeg en sofa og et sofabord, men jeg har også et hjørne med tyrkiske puder, som min mor har vævet. Det er en del af min identitet, og jeg elsker at sidde der, høre tyrkisk musik, ryge vandpibe eller spille backgammon med min søn. Det er et sted, hvor jeg kommer fra, men det er plantet her. Jeg føler mig enormt privilegeret i det hyggehjørne, som vi siger herhjemme. Jeg kan jo også vælge at lytte til Sting og drikke en øl eller et glas vin. Valgmulighederne er der, og man må konstant overveje dem, og det er en berigelse. Det handler om at få det bedste ud af situationen, der hvor man befinder sig.
Lige nu koncentrerer jeg mig om børnene. Hvad der skal ske om fem ti år ved jeg ikke rigtigt. De næste fire år har børnene stadig brug for mig, men når de er flyttet hjemmefra, vil jeg gerne læse videre eller måske ud at rejse og arbejde med mennesker i andre lande.
Jeg tror ikke, at jeg kunne tænke mig at flytte til Tyrkiet. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle lave der, men jeg kunne godt tænke mig at bo i Tyrkiet i nogle måneder for at få rigtig indsigt i, hvordan de lever, og hvordan landet har udviklet sig. Måske kan jeg finde en rig mand, så jeg kan flyve frem og tilbage!
Januar 2004