Vi fik en drøm - Læring af rejsen

Inden rejsen besluttede vi ikke at købe souvenirs, vores hus skulle ikke omdannes til et dårligt etnografisk museum. Efter vi kom hjem, har vi alligevel åbnet pakker med fremmede poststempler, der indeholdt et iransk bedetæppe, en tyrkisk vandpibe, amerikansk musik, kinesiske kalligrafier, thailandske skyggeteaterdukker, en indisk Ganesh af marmor og meget andet. Nu går vi rundt mellem disse minder og overvejer, hvad vi lærte ved at tale med mennesker med anden kulturel baggrund i Danmark og i de lande, vi besøgte.

Vi rakte ud mod verden for at blive klogere på mennesker med rødder i andre kulturer og på, hvordan man skaber dialog. Rejsen har ikke gjort os til "eksperter", vi er tværtimod blevet mere opmærksomme på alt det, vi ikke ved og ikke forstår. Men vi har fået mange indtryk, og vi mener at have fået et mere nuanceret verdensbillede. Rigtig mange har taget godt imod os, og det er noget andet at møde repræsentanter for andre kulturer end at opleve dem på anden hånd gennem medier.

Det har vist sig at være langt lettere at tale sammen over geografiske og kulturelle grænser, end vi troede. Men det har også vist sig vanskeligere virkelig at forstå andre menneskers værdier og kulturer, end vi forventede.

Det har været let at tale med liberale iranere om deres kærlighed til landet og deres ønsker om øget kulturel og politisk frihed, men svært at forstå, hvad det vil sige at leve i et diktatur. Det har været let at tale med konservative amerikanere om deres frygt for muslimsk terror, men svært at forstå deres støtte til krigen i Irak. Det har været let at tale med kinesere om deres håb og bekymringer i forhold til markedsøkonomien, men svært at forstå, at vi kun mødte få, som troede på en demokratisk udvikling. Det har været let at tale med muslimer om deres værdier, men svært at forstå, at islam og andre religioner for nogle bliver til uforsonlig fundamentalisme. Det har været let at tale med indere om kastesystemet, men svært at forstå, at mange stadig accepterer det. Det har været let at tale med buddhister og hinduer om deres livssyn, men svært at forstå den tålmodighed, det kan føre til.

Mere åbne og ydmyge

Gennem samtaler med mennesker i Danmark og seks andre lande, blev det stadig tydeligere for os, i hvor høj grad alle i disse år må tage livtag med udfordringer i den kulturelle og historiske situation, de er placeret i. Specielt når kulturer er i opbrud, forholder enkeltindivider, grupper og generationer sig udvælgende og udviklende til deres værdier og bidrager dermed til fornyelse.

Ikke mindst mødet med traditionelle kulturer, der er orienteret mod landlig levemåde, slægt, fællesskab, sædvane og religion mere end mod byliv, individ, materielle goder, udvikling og videnskab, har været givende og undertiden også udfordrende.

Når kulturer mødes i Danmark, er det de traditionelle kulturer, indfødte danskere oftest lader sig anfægte af. En medvirkende årsag er, at nogle indvandrere er mere traditionalistiske end deres oprindelsesmiljøer i hjemlandet, som har udviklet sig hurtigere. I den danske debat forbindes traditionel kultur ofte med muslimsk kultur, men så enkelt er det ikke. Vi oplevede traditionelle kulturværdier i alle de lande, vi besøgte. Ligesom de stadig findes i nogle danske miljøer.

Vi havde på forhånd fået kontakter i Iran og Tyrkiet af flygtninge og indvandrere i Danmark, og det gav os menneskeligt berigende oplevelser at besøge deres gæstfrie familier og vennekredse. Det var også lærerigt at rejse direkte fra det religiøst styrede Iran til det sekulære Tyrkiet. Vi mødte ofte kritik af styret og den islamiske lovgivning i Iran. I Tyrkiet derimod oplevede vi et seriøst, afslappet syn på islam, der minder om nogle danskeres forhold til folkekirken.

I Iran er det et krav, som mange moderne iranere finder urimeligt, at kvinder skal bære tørklæde og være tildækkede i det offentlige rum. I Tyrkiet er der tørklædeforbud i visse offentlige institutioner, hvilket nogle troende tyrkere finder urimeligt. I Danmark har en ung muslimsk kvinde fortalt os, at kvinder her i landet kan vælge at bære tørklæde for at opnå en religiøs respekt, som giver dem øget frihed til at færdes på egen hånd. - Religiøse og kulturelle symboler må forstås i den sammenhæng, de indgår i.

Både i Iran og Tyrkiet besøgte vi familier, hvor flere generationer boede sammen. I begge lande kom vi ud for, at når vi trak os tilbage for at give vore værter fred og selv være alene, så fulgte de med, for dem var samvær og ikke ensomhed ønskværdigt. Nogle iranere bebrejdede os, at vi lod vores søn Mads på fireogtyve blive i Danmark, mens vi rejste. Da han besøgte os i Thailand og tog nogle dage på egen hånd, efter at vi havde været sammen i flere uger, var der straks thaier, som tilbød, at deres familie kunne tage sig af ham.

Traditionelle kulturformer er i opbrud alle steder, hvor vi mødte dem. Alene af den grund kan det virke overflødigt og sikkert ofte hæmmende for modernisering, når udenforstående kulturkritikere kaster sig over deres problematiske sider uden respekt for, at de udgør værdisystemer, der giver individers og gruppers liv mening. Hvis traditioner bliver undertrykkende, reformeres de mest troværdigt indefra, og især yngre mennesker forholder sig nuanceret afstandtagende til nogle af bindingerne.

Eksempelvis er ægteskaber arrangeret af forældrene som en kontrakt mellem to familier snarere end baseret på kærlighed mellem parterne under pres og mange steder erstattet af pragmatiske kompromisser eller helt opgivet. Men i Indien har vi mødt unge mennesker i lykkelige arrangerede ægteskaber. Vi har også hørt det argument, at arrangerede indiske ægteskaber kun sjældent ender med skilsmisse, mens det er almindeligt i vestens kærlighedsægteskaber, hvor den ældre generation ikke har samme ansvar for at støtte det unge par. Traditionen med arrangerede ægteskaber hænger bl.a. sammen med, at familien i mange lande er det eneste sociale sikkerhedsnet, hvis man bliver uarbejdsdygtig.

For os at se er arrangerede ægteskaber ikke i sig selv et problem. Men de kan selvfølgelig være det, hvis de direkte eller indirekte indebærer tvang, eller hvis parterne får svært ved at fungere sammen, fordi den ene hentes fra et traditionelt miljø i hjemlandet, mens den anden er præget af en opvækst i Danmark eller et andet vestligt land.

Mødet med traditionelle og i udgangspunktet mindre materialistiske kulturer har været lærerigt. Vi syntes selv, at vi havde begrænset vore materielle behov, men alligevel rejste vi med rygsække tunge af bøger, fotoudstyr, computer, tøj, o.s.v. Når vi pakkede ud, rummede vores hotelværelse uden tvivl flere og mere værdifulde ting, end mange blandt personalet ejede. Det er forståeligt, at vi undertiden havde svært ved at overbevise mennesker om, at vi ikke er rige målt med vestlig alen.

I 1960'erne ønskede og fik danskerne parcelhuse, fjernsyn, køleskabe, biler og uddannelse til deres børn. Nu ønsker folk i hele verden de samme goder. Måske er den største forskel på markedsøkonomien i USA og Kina, at kineserne er glade, når de køber ind, mens amerikanerne virker trætte. Verdens fattige oplever en længsel efter materielle ting, som giver energi og drive. De har endnu ikke erfaret, at øget velstand ikke nødvendigvis fører til øget velfærd. Efter at vi kom hjem og så Danmark med friske øjne, var det vores oplevelse, at mange - trods eller måske på grund af materiel overflod - har en stresset og ensom hverdag, som de ikke selv er rigtigt tilfredse med.

Rejseguides er fulde af gode råd om, hvordan man viser respekt for andre kulturer. Mænd bør ikke give muslimske kvinder hånd, fødderne skal vende væk fra en Buddhafigur, man må ikke berøre voksne thaiers hoved, kærlige følelser mellem par kan ikke demonstreres offentligt i Indien o.s.v. Den type råd kan være nyttige, men mere afgørende er det, at man faktisk har respekt for det fremmede, hvis det er tilfældet, bliver det almindeligvis forstået, selv når man træder ved siden af.

Vi håber, at rejsen har gjort os mere åbne og ydmyge, så vi uden at blive holdningsløse relativister er forsigtigere med at dømme andre menneskers værdier og kulturer.

I Danmark er vi født

Det var dejligt at gense familie, venner og kolleger i Danmark. Det var også dejligt at komme til et land, hvor vi kender sprogets og kulturens nuancer. Hvor vandet i hanerne er til at drikke. Hvor byplanlægning ikke er en by i Rusland. Hvor rødt trafiklys er mere end et forslag. Hvor syge ikke dør på gaden. Hvor få har for meget og færre for lidt. Hvor der findes medier med høj kvalitet. Hvor skoler og læreanstalter ikke blot underviser i fag men også i kreativitet og samarbejde. Hvor korruption er en sjælden undtagelse. Hvor man frit kan sige sin mening. Hvor demokratiet har rødder i en tradition for samtalende folkelig oplysning. Sådanne danske kvaliteter værdsættes også af de personer med udenlandsk baggrund, vi talte med inden rejsen, og vi har mødt respekt for dem i andre lande.

Ikke mindst mødet med gamle og genopstigende kulturnationer som Kina og Indien har gjort det klart, at vore egne og Vestens privilegier ikke er umistelige. Vi danskere er nødt til at reflektere over, hvad vi vil være gode til i en verden, hvor job i produktion og service flyttes til lande, hvis arbejdsstyrke i stigende grad er ligeså fagligt veluddannet som vores, men indtil videre billigere.

Formentlig er nogle af de kvaliteter, Danmark traditionelt er kendt for, vore bedste trumfer i den internationale konkurrence. Vi skal ikke gå i hælene på andre nationer, men bestræbe os på at være banebrydende på felter som innovation, velfærdssytemer, demokratisk ledelse, folkelig oplysning, kultur, humanisme, menneskerettigheder, vedvarende energi, økologi og ligeværdigt grænseoverskridende samarbejde.

Vi er kommet til at holde af lande, hvor menneskene er mere imødekommende, maden mere krydret, leveomkostningerne lavere, badevandet varmere og klimaet mildere. Vi har også stor lyst til nye rejseeventyr, men vi har ikke fået mod på at immigrere for at tilbringe den tredje alder under andre himmelstrøg.

Ligesom en berejst odenseaner fra 1800-tallet, har vi indset, at "I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme".

Mangfoldighed kan rumme spændende muligheder

Inden vi rejste, syntes vi, at vi så mange personer med anden hudfarve og etnisk baggrund, uanset om vi færdedes i København, i Odense eller på Samsø, og vi kommer jævnligt disse steder. Nu undres vi tværtimod over, hvor relativt ensartede mennesker i Danmark er.

Vi har vænnet os til at møde iranske kvinder i chador, tyrkiske mænd med overskæg, store amerikanere i shorts, små elegant klædte kinesere, smilende thaier og indere med turban. Vi har også vænnet os til bønnekald fra moskeer, gospelsang fra sorte kirker, buddhistiske templers røgelse og hinduismens fascinerende ritualer.

Faktisk har vi ønsket, at vi - ligesom nogle hinduer - kunne tro, at Gud har åbenbaret sig i forskellige skikkelser, fordi der findes forskellige kulturer. Det er en smuk forestilling, som skaber tolerance, men vi hælder alligevel mest i retning af, at menneskene har skabt Gud i forskellige skikkelser, fordi de tilhører forskellige kulturer.

Efter vi kom hjem, har vi taget os selv i at savne den mangfoldighed, vi fandt i lande som USA og Indien. Det savn deler vi med nogle af de flygtninge og indvandrere i Danmark, vi talte med inden vores rejse.

Vi danskere har brug for at gentænke vor monokulturelle nationale myte fra 1800-tallet om det lille, kulturelt ensartede og derfor gode land. Den blev skabt i takt med, at riget mistede landområder, og overensstemmelsen mellem sprog, kultur og nation blev større. Vi må hente inspiration så langt tilbage i historien, så vi husker, at indtil 1700-tallet var den danske helstat multikulturel. Dansk, tysk, norsk, færøsk og grønlandsk blev bundet sammen ikke af fælles kultur men af fælles loyalitet overfor monarken.

Det kan være en berigelse at være flerkulturel, og i USA er det almindeligt, at man gennem generationer med stolthed opfatter sig som eksempelvis dansk amerikaner. Hvis vi ønsker at benytte os af globaliseringens muligheder, må vi indse, at det kan være en kvalifikation og ikke et handicap at være et "tosproget barn", der besøger familie i hjemlandet. På disse punkter lærte vi meget af vore samtaler med medborgere, som har rødder i mere end en kultur.

Mens vi rejste i Thailand sammen med Mads, blev han jævnligt kontaktet af unge kvinder, der havde lyst til et romantisk eventyr med en høj, blond udlænding. Han var nyforelsket i en dansk pige, men vi kunne alligevel ikke lade være med at tænke på, at vi bor i et land, hvor unge, som finder en udenlandsk partner, ikke er sikre på at kunne bosætte sig.

I Tyrkiet mødte vi en yngre kvinde, der var blevet nægtet turistvisum til at besøge slægtninge i Danmark. Vi havde ingen gode svar på hendes undrende spørgsmål om, hvorfor vi ikke ville lukke hende ind i vores land.

Vi vil gerne være med til at passe på dansk kultur, velfærd og velstand, men vi tror ikke på, at det kan gøres med fremmedangste grænseværn og korstog mod - muslimske - fjender. Det kræver snarere initiativer, der skaber nye jobs her i landet og mindsker verdens fattigdom.

Dæmoniseringen af islam har lange historiske rødder og er aktualiseret af terrorismen, men den henter tilsyneladende også næring i nogle vestlige politikeres og intellektuelles behov for et fjendebillede til erstatning for kommunismen. Under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2004 diskuterede kandidaterne, om "krigen mod terror" kan vindes. Det kan den næppe i sin nuværende form, mangelen på respekt for ikke-vestlige kulturer må formodes at producere nye terrorrister i samme takt, som den uskadeliggør gamle.

Hvis hensigten er at afskaffe terrorisme, må opgaven være at forstå og reagere på årsagerne til, at terrorister fødes. Dem kan vi kun have formodninger om, for alle muslimer, vi har talt med, har fordømt terrorisme. Men ét helt nødvendigt bidrag må være at fastholde og udvikle de åbne, sekulære, demokratisk retssamfund baseret på dialog, som siges at være "krigens" mål. Hvis vi giver køb på disse idealer, så har terroristerne vundet.

I flere af de lande, vi besøgte, har vi oplevet, hvordan fjendeforestillinger baseret på religion eller race kan være ødelæggende for et samfunds sammenhængskraft og føre til vold. Værre bliver det, når disse forskelle er forbundet med sociale skel. Derfor finder vi det foruroligende, at selv konstruktive forslag og initiativer til at udligne kløfter mellem danskere og indvandrere ofte indpakkes i stigmatiserende retorik. Splinten i det brune øje ses, mens bjælken i det blå øje overses.

Angst for de fremmede blevet en del af den kulturelle og politiske mainstream i Danmark, og det fremmer næppe integrationen. En af de nye borgere, vi talte med, mente tværtimod, at pres for assimilation virker mod hensigten. Vi finder det naturligvis ikke mindre foruroligende, når mennesker af udenlandsk herkomst stempler danskerne. Det er sundt, at vi nu taler om disse emner, men den polariserede debat er usund.

Efter at vi har besøgt byer som Istanbul, New York, San Francisco, Shanghai, Hong Kong og New Delhi, er vi ikke i tvivl om, at mangfoldighed kan bidrage til kulturel og økonomisk dynamik. Vi er heller ikke i tvivl om, at øget mangfoldighed er et uomgængeligt vilkår i en globaliseret verden.

Ingen, vi har mødt, før under eller efter rejsen har ment, at store kulturforskelle i et samfund er lette at håndtere, men vi har både hørt og oplevet, at mangfoldighed kan rumme spændende muligheder.

Jorden er helt rund

På et marked i Mae Hong Son i det nordlige Thailand så vi en ung kvinde af karenfolket med tunge messingspiraler om sin lange hals. Efter nogen tøven besluttede vi at spørge, om vi måtte fotografere hende. Lars vurderede, at nu måtte vi have nået en af verdens yderste kanter. Derfor pegede han efter at have fået øjenkontakt først på sit kamera og så på kvinden.

Hun reagerede ved med stor selvbevidsthed og på næsten flydende engelsk at meddele, at hvis vi havde lyst til at tage et billede, så måtte vi da gerne det. Ved et senere besøg i hendes landsby erfarede vi, at hun var en af en gruppe, der var flygtet til Thailand fra Burma grundet politiske uroligheder og nu ernærede sig ved turisme. Man betalte entre til landsbyen, hvor kvinderne solgte husflid og villigt stillede op til fotografering. De falbød også skrifter på engelsk, der i antropologiske og anatomiske termer forklarede deres historie og halsene med spiraler, som bl.a. skulle hindre, at kvinderne blev bortført af fremmede mænd eller dræbt af tigre. Vi fik det indtryk, at disse mennesker havde gjort deres traditioner til både erhverv og identitet i en moderne verden.

Det var vist under besøget hos de imødekommende karenkvinder, vi definitivt opgav vores søgen efter hjørner af verden, der er uberørte af moderniteten og globaliseringens indflydelse.

For mindre end ti år siden rejste vi to måneder i Vietnam, den gang var vores kontakt til familien i Danmark nogle få, dyre faxer. På vores tur jorden rundt har vi næsten dagligt været i forbindelse med familie, venner og kolleger ved hjælp af mails eller telefonopringninger til overkommelige priser. Ligesom alle, der havde lyst, kunne følge rejsen på vores hjemmeside. Vi har siddet på internecafeer sammen med spillende drenge og chattende piger i by og på land for at uploade samtaler og rejsebreve med tilhørende fotografier. Da vi efter tsunamien gik på den lokale netcafe, som var et beskedent hus med nogle få computere midt i den thailandske jungle, lå der 80 bekymrede mails og ventede. Vi har modtaget nyhedsbreve hjemmefra og løbende besøgt danske hjemmesider. Efter vores hjemkomst har vi kun registreret få begivenheder, vi ikke var bekendt med, fordi vi opholdt os på den anden side af kloden. Ikke alle befolkningslag har adgang til dem, men informationssamfundets muligheder er udbredte i de lande, vi besøgte.

Kinesiske verdenskort har Kina i midten, derfor deles Atlanterhavet, så Europa og Afrika ligger i kortets vestlige udkant, mens Nord- og Sydamerika ligger i den østlige udkant. I USA blev vi bl.a. under besøg på asiatiske museer mindet om, hvor tætte forbindelserne mellem Amerika og Asien har været og er. I det nyomvendte markedsøkonomiske Kina oplevede vi, at kineserne på deres side orienterer sig mod amerikansk livsstil. Under en regnbyge i Beijing forvildede vi os ind i en Pizza Hut restaurant, hvor det kinesiske personale var klædt som amerikanske Halloweenhekse.

I det århundrede, vi nu er gået ind i vil alle former for kontakt flyde ligeså let over Stillehavet, som de i de foregående århundreder flød over Atlanterhavet. Hvis vi ikke udviser rettidig omhu, kan konsekvensen blive, at Danmark kommer til at ligge i den nordlige udkant af et Europa, som er placeret i verdens vestlige udkant, men så galt behøver det ikke at gå.

Efter vores rejse er vi overbeviste om, at jorden er helt rund, og at mennesker, informationer, kultur, og kapital let kan strømme ud til alle regioner og lande, der er rede til at tage imod.

Drømme om dialog kan realiseres

Det virkede som en stor og uoverskuelig drøm, da vi besluttede os til at rejse et år for at møde mennesker fra andre kulturer. Når vi nu ser tilbage, undrer vi os over egne og andres bekymringer. Vi har jo bare gang på gang taget bussen til endestationen og fundet et nyt transportmiddel. I dag kræver det hverken mod eller professionalisme, men blot lyst og sund fornuft at opleve verden.

Fordi det lykkedes at realisere denne private drøm, er vi begyndt at nære en universel drøm om fredelig dialog, der kan virke uopnåelig. Men den er værd at holde fast i, fordi den er smuk, og fordi alternativerne er skræmmende.

Drømmen er vokset frem af møder med mange indsigtsfulde og engagerede mennesker. Ikke mindst af vore samtaler med Juanita Brown i Californien om World Cafés og deres inspiration fra bl.a. moderne systemisk tænkning. Med Frances Hooks i Memphis Tennessee, som havde kendt Martin Luther King. Og med Sri K. Viswanathan i den indiske delstat Kerala om uddannelssestedet Mitraniketan og dets inspiration fra Mahatma Gandhi, Rabindranath Tagore og N.F.S. Grundtvig.

Vores urgamle, men alligevel helt moderne drøm har også fundet næring i miljøet af rejsende, som er et af de steder, hvor nye former for verdensborgerskab spirer frem. En aften omkring bålet i en pension i Tyrkiet oplevede vi, hvordan samtalerne ubesværet bevægede sig mellem europæisk studenterpolitik, kurdernes kamp, det hollandske sundhedsvæsen, det danske kulturliv, en polsk hjemmeside for fotoamatører, canadisk vintersport og rejser i mange lande. Under tsunamien i Det Indiske Ocean drøftede beboere i det thailandske ressort, hvor vi opholdt os, flodbølgens tænkelige konsekvenser med udgangspunkt i personlige indtryk fra de ramte kyster.

Vi har mødt rejsende, som har for travlt til at lære nyt, men vi har mødt flere, der bliver klogere på verden, end tidligere generationer havde mulighed for. Det har især været opmuntrende, at opleve de mange unge, der ser og bruger globaliseringens muligheder med bevidsthed om dens risici. Deres livsmod, indsigt og tolerance er det bedst tænkelige værn mod kulturpessimisme.

De eneste sprog, vi mestrer, er dansk og engelsk. Alene af den grund er vore samtalepartnere før og under rejsen, næppe repræsentative for menneskeheden. Alligevel har de udgangspunkt i vidt forskellige værdisystemer, og derfor drømmer vi om at samle dem alle for at deltage i dialoger om en global etik lig den en kommission under UNESCO offentliggjorde midt i 90'erne. Vi er overbeviste om, at de ville blive enige, hvis de fik tid til gode samtaler.

Vi drømmer om, at alverdens folk på samme måde når enighed om, at dialog er bedre til at løse konflikter end krig. Vi drømmer om, at venskaber erstatter fjendskaber. Vi drømmer om, at sociale skel udlignes, så verden bliver mere retfærdig for os selv, vore børn og børnebørn.

I Thailand mødte vi en kvinde, der havde været på udveksling i Canada. Hendes konklusion på sin dannelsesrejse var formuleret på thai-engelsk: "The cultures very different, but the people's hearts same, same!" Er det i virkeligheden så enkelt?

Ved at rejse har vi erfaret, at drømme om dialog mellem mennesker, kulturer og civilisationer kan realiseres.

April 2005

Tilbage til Jordomrejse 2004-05