Jeg var hyrde
Yalcin Aydin, Tyrkiet
Yalcin Aydin er manager på en pension i Fethiye i det vestlige Tyrkiet, samtidig studerer han til turistguide i Van i det østlige Tyrkiet. Han har forladt sin landsby og sin familie for at udvikle sig og få et bedre liv. Vi talte sammen i haven til pensionen, hvor han arbejder med flot udsigt over Middelhavet.
Jeg arbejder på en pension i Fethiye. I sæsonen på seks måneder arbejder jeg hårdt hver dag hele ugen fra morgen til midnat. Men hvis jeg vil have en pause for at gå på stranden eller et andet sted, så kan jeg tage den. Ejeren er her ikke, men han stoler på mig.
Vi er seks medarbejdere i pensionen. Jeg fortæller de ansatte, hvad de skal lave, hvordan de skal opføre sig overfor nye gæster og sådan. Pensionen er familiedrevet, så vi er venlige mod hinanden. Min egen familie bor i Kars, og jeg savner dem, men jeg besøger dem en eller to gange om året.
Jeg har lært jobbet ved at studere til turistguide og ved at arbejde indenfor området i seks år. Det er et vanskeligt liv men også et vældig godt liv, fordi jeg møder mennesker fra hele verden, og det udvider min horisont at tale med dem. Derfor kan jeg godt lide jobbet, skønt det er hårdt, og jeg ikke tjener mange penge. - I det store og hele, så er mit liv OK.
Jeg var hyrde
Jeg blev født i 1979 i en landsby nær Kars. Landsbylivet i det østlige Tyrkiet var og er begrænset. Vi havde ikke teknologi, da jeg var barn - selv i dag er der ikke internet. Vinteren varer otte måneder, og vi var nødt til at blive inde i huset. Vi havde fjernsyn, men det er ikke nok til at gøre mig lykkelig at se rige mennesker på tv. Det var et meget kedeligt liv.
Jeg var hyrde og tog mig af familiens dyr - køer, får, geder, høns, gæs, ænder o.s.v. Min families økonomi afhang af dyrene og agerbruget. Jeg gik i skole og var hyrde om aftenen og i ferierne. Min familie havde ikke penge nok til at betale en hyrde, derfor var mit arbejde vigtigt, og det er helt almindeligt.
Min barndom var undertiden lykkelig og undertiden ikke. Lykke afhænger også af familiens økonomi, og vi var ikke rige. Jeg ville ikke overtage min fars gård og mine forældres livsstil, men det var et vanskeligt valg, fordi det betød, at jeg måtte forlade dem.
Jeg har en bror og to søstre. Min bror arbejder i en skoforretning i Istanbul. Min ældste søster forbereder sig til at komme på universitetet, og den anden afslutter folkeskolen i år. Min søstre bor begge i Kars og hjælper mine forældre der. Alle børn i Kars hjælper familien, uanset hvor gamle de er.
Jeg kunne ikke lide Kars. Der var også problemer med terrorisme og mangel på lærere i det østlige Tyrkiet indtil 2000.
Min onkel drev en restaurant i Fethiye, da jeg kom her, men han flyttede til Istanbul efter to måneder. Jeg kom til Fethiye i 1996 for at arbejde, gå i gymnasiet, udvikle mig og få et bedre liv. Mine forældre støttede mine valg, skønt det var vanskeligt for dem. Når jeg arbejder her, sender jeg penge hjem.
Efter studentereksamen i 2000 bestod jeg adgangseksamen til universitetet og blev optaget på studiet til turisguide ved Universitetet i Van. Første år studerede vi engelsk sprog, de næste to år litteratur, kunsthistorie, tyrkisk historie, civilisationer i Anatolien og turismeøkonomi. Det er et godt studium, men det ville have været dejligt at have flere timer. Efter tre år skulle jeg bestå en eksamen i engelsk for at blive professionel turistguide. Jeg bestod næsten, men jeg dumpede og bliver nødt til at tage den igen i november.
Mine forældre har ikke studeret, men min mor læser Koranen. Hun er ret konservativ og religiøs, og når jeg er hjemme, siger hun: "Yalcin, du burde gå i moske." Jeg tror på Gud og jeg faster, men jeg går ikke i moske.
Jeg vil giftes og have mange døtre
Det er min plan at bestå eksamen i engelsk i november. Så vil jeg studere økonomi i to år og også lære hollandsk i Van. Derefter skal jeg ind til militæret. Jeg har ikke nogen kæreste nu, men hvis jeg kan finde en god og smuk pige, så vil jeg gifte mig med hende og have mange døtre, jeg holder meget af piger. Der er faktisk mange enlige piger i Kars, fordi de bliver hjemme, mens drengene rejser ud. Det skyldes både religion og tradition.
Jeg vil gerne til Kars og arbejde som professionel turistguide i et bureau eller et stort hotel. Kars har brug for professionelle guider, og min familie og venner bor der. Men jeg vil også kunne arbejde i Fethiye, hvor jeg har fundet nye nære venner.
Jeg har to liv nu et i Fethiye og et i Kars. Jeg kender begge kulturer og jeg er fleksibel. Det skal man være for at være professionel guide. Jeg vil også gerne hjælpe fattige børn med at studere, fordi det har været vanskeligt for mig selv at få en uddannelse.
Jeg stoler på min evne til selv at træffe valg om min fremtid.
Globalisering er en slags imperialisme
Tyrkiet ligger mellem øst og vest og vi trækker på såvel østlige og muslimske traditioner som på vestligt demokrati. Da tyrkerne kom til Lilleasien fra Centralasien mødte de mange forskellige civilisationer og blev inspireret af dem. Vores religion fortæller os, at vi skal være venlige mod hinanden, og vi lever i overensstemmelse med både vores religion og vores grundlov.
Den tyrkiske republik er kun firs år gammel og vores demokrati har brug for mere tid for at udvikle sig fuldt ud. Nu ønsker Tyrkiet at blive medlem af EU, men den idé støtter jeg ikke. Efter min mening fokuserer EU for meget på økonomi, men det vil naturligvis hjælpe tyrkere, der ønsker at arbejde i andre lande at blive medlem.
I mit arbejde møder jeg mennesker fra mange lande og udveksler tanker, traditioner og livsstile med dem, på den måde gør jeg op med mine fordomme. Jeg ser forskellige kulturer med egne øjne og jeg bruger disse goder i mit job til at udvikle mig.
Jeg har endnu ikke haft penge til at tage til andre lande, men jeg vil gerne besøge Canada, Kina, Iran eller Irak. En dag tager jeg afsted, men jeg ønsker ikke at forlade Tyrkiet for at leve permanent i et andet land.
Pensionerede englændere slår sig ned i Fethiye i disse år, og de lever meget bedre i Tyrkiet end vi gør. I det store og hele kan vi godt lide dem, de er venlige, og de bringer penge til landet. Men efter at englænderne har "erobret" Fethiye, har de lokale ikke råd til at købe huse her.
En af globaliseringens konsekvenser er, at rige mennesker kan få hvad de vil have over hele verden. Det synes jeg ikke er godt for fattige lande. Det er faktisk en ny form for imperialisme, der skaber muligheder og markeder for de rige.
Juni 2004